Jeg forestiller mig tiden som en usynlig kugle. 
En kugle, som vi har omkring os. 
Den passer præcis, når vi bliver født, og den vokser med os – jo flere erfaringer vi samler, jo større bliver vores kugler. 
Og det er derfor, det er så svært for os at styre den. 
Vi mister ofte balancen og falder på en side. 
Eller fra en side til den anden. 
Vi kan ikke finde midten. 
Men kun i midten er det muligt at styre kuglen. 
Og kun hvis vi står oprejst og åbner armene.